DRØN PÅ SKOLEGAARDEN

LYNET – EN GUL BEVÆGELSES, LØBE OG AKTIVITETSBANE DER SIGNALERER ENERGI, FART OG BEVÆGELSE OG KOBLER SKOLENS OMRÅDER SAMMEN - INTERNT OG MED DE OMGIVENDE MILJØER.

Lynet manifesterer sig som en vifte af aktive gule ruter, der spreder sig i skolegårdene og de nærliggende arealer; Viby Torv og parken. Lynet inviterer til motion, til at følge en rute, som pludselig ændrer retning, udvider sig, bliver en del af et opholdsamfi, eller forcerer muren i gården. Der skabes mere aktivitet, flere siddemuligheder og masser af bevægelse i gårdrummet. Lynet pirrer ens nysgerrighed for at bevæge sig og for at lære om bevægelse; hvad sker der hvis jeg tager den korteste, men også stejleste rute? Lynets muligheder kan diskuteres med kammerater og lærere. Lynet sætter tanker i gang, om længder, højder, oplevelser og udfordringer – tager man den i løb, på rulleskøjter eller i mooncar? Eller opholder man sig i de forskellige kroge og nicher, til snak med veninderne, gruppearbejde eller lektielæsning? Workout, balance og mindre parkour-elementer i beton og træ med stærke enkle farver er del af Lynet. Lynet opstreges i spor som spreder sig ud i hele gårdrummet og deler sig til flere særskilte forløb som senere finder sammen igen. Farvede felter lægger op til selvopfundne lege og spil.

Grebet for transformationen af udearealerne, Lynet, inviterer til forskellige aktiviteter, og inddrager steder som før lå hen. Det er et gennemgående greb der både give plads til at gemme sig så vel som lege vildt og voldsomt. Det skaber steder for publikum og steder for de udøvende. Projektet skaber ”rum til leg, bevægelse og læring”, og alt efter hvor man befinder sig på ”Lynet” målrettes aktiviteterne forskellige alderstrin så de fungerer i samspil med brugerens aktuelle udviklingsniveau.

Skitseprojekt til Lokale og Anlægsfondens indbudte konkurrence forløb.

Hovedprojekt efterår 2014

Bygherre: Viby skole

Landskab: BSAA URBANlab